Vores rejse

Da vi fra nogle få år tilbage blev optaget på vores drømmestudie i udlandet, havde vi en fælles antagelse om, at den mest tidskrævende proces ville bestå af selve ansøgningen til legater, og ikke at finde frem til hvilke legater netop vi kunne søge med vores profil. Det var en uventet og ikke mindst omfattende proces, som endeligt blev startskuddet på Legathjælp.

Vi opdagede, at selvom der var flere hundrede legater som specifikt var, og fortsat er, rettet mod studerende som skulle på udveksling eller praktik i udlandet, var der sjældent to legater som var ens. Alle havde individuelle fundatser, støtteområder, ansøgnings- og uddelingspraksisser, kriterier og krav. Et manglende kendskab til dét betød, at der blev brugt uhensigtsmæssigt meget tid og kræfter på at gennemse fonde og legater, som vi i sidste ende ikke kunne søge alligevel. Tid og kræfter, som kunne været blevet brugt på at finpudse selve ansøgningen og dermed øge chancerne hos de legater, som man rent faktisk var kvalificeret til at søge. Udfordringerne blev i sidste ende for meget til at vi ville sidde passive på sidelinjen.

Legathjælps ambition blev derfor at kunne hjælpe studerende med at søge rejselegater til deres studieophold. Det er stadig vores ambition. Vi gennemsøger markedet, så du ikke behøver at gøre det.

Vi ser et tydeligt behov, eftersom der findes adskillelige værktøjer og generiske lister, som ikke tager forskelligheder i studerendes baggrunde og profiler i betragtning, til trods for at det netop er disse, som ofte er afgørende for, hvorvidt man er kvalificeret til at søge legaterne.

Dette resulterede i vores målsætning, som er at være markedets førende indenfor søgning og hjælp til rejselegater for studerende på længere videregående uddannelser i Danmark.